Byggeri

Lidt løse tanker om byggeriet af vores hus i Vejle


Indledning

I forbindelse med at familien flyttede til Vejle valgte vi at købe en grund, hvor vi kunne bygge vores drømmehus (eller så tæt på vi nu kunne komme indenfor de økonomiske rammer vi havde til rådelighed).

Efter en del forarbejde og besøg i diverse prøvehuse, besluttede vi os for at gå i tættere dialog med den lokale mand, Preben Jørgensen. Der var flere argumenter der talte i denne beslutning:

  • De håndværkere vi kendte, fortalte at Preben ikke accepterede lette/halve løsninger
  • Pris og financiering. Preben var klart billigere end konkurrenterne og hele betalingen faldt ved indflytning. Vi skulle altså ikke ud og anskaffe os dyre byggelån
  • Vi kunne i store træk tage udgangspunkt i et eksisterende typehus og "flytte rundt" på væggene i projektfasen, hvilket var nødvendigt, fordi stort set alle typehuse har indgangen mod nord og vi blev nødt til at have indgang mod syd pga. grundens udformning og beliggenhed
  • Han havde været på markedet i lang tid og synes at have en solid forretning. Vi var nemlig ikke interesseret i at stå med et halvfærdigt hus, hvor entreprenøren var gået konkurs

Vores specifikke valg

  • Vi valgte at gøre børneværelserne større
  • Generelt brugte vi ekstra penge de steder, hvor senere ændringer ville være dyre og sparede de steder, hvor vi kunne lave udskiftninger senere. Således valgte vi at udstyre huset med IHC og IHC Net fra LK, hvorimod induktionskogeplader blev fravalgt
  • Vi valgte fuldmurede, vandskurede vægge overalt (undtagen i brusenicherne)
  • Vi besluttede også at bruge ekstra på inventar. Især har vi fået ekstra meget skabsplads
  • Alle rum undtagen værelserne har gulvvarme. Vi har valgt radiatorer i værelserne for nemmere at kunne regulere varmen
  • I badeværelserne har vi valgt at få håndklæderadiatorer

Byggeriet

Selve byggeriet forløb uden de store problemer og det blev færdig lidt før den aftalte tid.

Et godt råd til kommende husbyggere er ikke at blive forskrækket over rummenes størrelse, når indermurerne er rejst. Værelserne tager sig nemlig VÆSENTLIG mindre ud end de egentlig er. Vi troede dårligt at der var plads til vores seng i det kommende soveværelse, men der var naturligvis ingen problemer.

Det var tydeligt at vi havde et af de første huse, der skulle have installeret IHC. Det virkede som om det var en stor udfordring for elektrikeren og der skulle da også et par omprogrammeringer til før vi ikke havde et veritabelt lysshow hver aften. Til gengæld kan jeg forstå på andre, som har fået priser på en IHC installation, at vi har fået det temmelig billigt.

Erfaringer

  • Vandskurede vægge over køkkenvasken dur bare ikke. Vi har efterfølgende sat en plade i børstet stål op, hvilket er meget nemmere at holde rent
  • Man kan ALDRIG få skabsplads nok! Og vi er glade for at vi har brugt de ekstra penge på inventar
  • Man kan ALDRIG få et stort nok skur/redskabsrum. Vi har måtte bygge et redskabsrum for at få plads til havemøbler, plæneklipper osv.
    Vi er meget glade for både IHC og IHC Net, selv om vi får at vide af vores forældre, at der er meget svært at finde ud af. Det synes vi ikke selv i hverdagen. Dog skal man ikke lægge for mange funktioner ind i hver IHC kontakt, da det er umuligt at huske. Børnene bruger også tit muligheden for at se DVD inde på deres eget værelse (DVD'en står i stuen men signalet sendes ud i hele huset)
  • Vi er meget glade for at vi gjorde børneværelserne større. Skulle vi gøre noget om ville vi givetvis gøre værelserne endnu større end de 11.5 m2 de er nu
  • Det har været væsentligt dyrere at anlægge haven på vores 1.100 m2 grund end vi havde regnet med. Vi har brugt ca. 80.000 kr. inkl. fliser og planter. Vi har haft anlægsgartnere til at gøre det grove forarbejde til fliselægning og de har også anlagt græsplænen. Fliserne har vi selv lagt (det tager en påskeferie for 2 personer)

Konklusion

Vi er rigtig glade for vores hus og skulle vi starte forfra ville vi givetvis vælge at bruge Preben Jørgensen igen.

Billeder fra byggeriet

Vi har lagt nogle af vores billeder af byggeriet på vores galleri.